Menu

Demensvenligt Danmark

LB Foreningen støtter Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark, som er en alliance bestående af Alzheimerforeningen, Demenskoordinatorer i Danmark, Dansk Sygeplejeråd, Ergoterapeutforeningen, Faglige Seniorer, Folkekirken, FOA, Danske Professionshøjskoler, Socialpædagogerne, Pårørende i Danmark og Ældre Sagen. 

I Danmark er der i dag omkring 100.000 danskere, der lever med demens, og over 400.000 er nære pårørende til en person med demens. Det er tal, der forventes at stige med over 30 % i de næste 10 år. For mange med demens og deres pårørende betyder diagnosen, at man trækker sig for sociale aktiviteter, fritidsliv og bliver mere isolerede. 

”Bag tallene findes mennesker med demens, der kan blive overvældede, miste modet og troen på egne evner og opleve, at andre sætter dem i bås, når de begiver sig ud i hverdagsaktiviteter. Det er problematisk, fordi et socialt liv er essentielt for sundhed, sygdommens udvikling og menneskers livskvalitet,” forklarer Lone Harlev, sekretariatsleder i Demensvenligt Danmark.

Bevilling fra LB Foreningen sætter fokus på sundhedsvæsenet

Målet for Demensvenligt Danmark er at gøre hverdagen lettere for mennesker med demens og deres pårørende ved at bryde stigmatiseringen og gøre det lettere at leve et godt liv med demens.

Med donationen fra LB Foreningen udvider Demensvenligt Danmark nu indsatsen fra samarbejde med detailhandlen, transportsektoren og kultur- og fritidsområdet til også at omfatte sundhedssektoren.

Som sundhedsperson kan man med små greb være med til at lette disse dagligdagsmøder, som ellers kan være udfordrende for et menneske med demens.

LB Foreningen tæller over 80.000 medlemmer, som er direkte involveret i sundhedsvæsenet, og derfor ser både Demensvenligt Danmark og LB Foreningen flere muligheder for at skubbe til dagsordenen for mere viden om demens.

Bevillingen til Demensvenligt Danmark er på 6 mio. kr. og løber fra 2025-2027. Udover en særlig indsats overfor sundhedssektoren skal midlerne fra LB Foreningen også understøtte arbejdet med Demensugen (uge 19) og udbredelse af kendskabet til og brugen af Demenssymbolet.