

LB Foreningen har bevilliget 1,3 mio. kr. til Børnehjælpsdagens EMPOWER4U program, som hjælper anbragte unge i den sårbare periode i overgangen til voksenlivet. Bevillingen skal være med til at forankre og skalere EMPOWER4U, så endnu flere unge med anbringelsesbaggrund kan få glæde af programmet.
For rigtig mange anbragte unge er overgangen til voksenlivet en sårbar periode. Derfor er vi i LB Foreningen også glade for sammen med Det Obelske Familiefond at kunne støtte Børnehjælpsdagens EMPOWER4U program, som giver anbragte unge et stærkt afsæt for at tage det næste skridt i livet. Man ser det tydeligt i tallene og i de unges øjne, når de finder deres egne styrker, troen på fremtiden og lægger planer om uddannelse og job, eller flytter hjemmefra med stærke fællesskaber i ryggen.
LB Foreningens bevilling skal give Børnehjælpsdagen i 2026 og 2027 ro til at sikre, at EMPOWER4U også i fremtiden er et bæredygtigt tilbud og gøre det muligt at skalere og forankre en virkningsfuld indsats, hvor flere unge kan få glæde af programmet.