Menu

4.7 millioner til fællesskab og trivsel i uddannelse fra LB-Fondene

24.11.2025

De to fonde LB Fonden og LB Foreningens Fond har tilsammen uddelt 4,7 mio. kroner til i alt syv forskellige indsatser. De spænder over e-læringsforløb om fællesskaber på FGU-skolerne til Lydskolen, der giver unge kvinder og piger mulighed for at udforske og deres kreative stemme gennem musikproduktion.

LB Fonden og LB Foreningens Fond har i 2025 valgt at gå sammen om at uddele 4,7 mio. kroner til projekter, der sætter fokus på trivsel og fællesskab i det danske uddannelsessystem med udgangspunkt i FN’s Verdensmål 4 om kvalitetsuddannelse. I alt modtog de to fonde 65 ansøgninger til en samlet værdi af knap 35 mio. kr. Syv projekter kom gennem nåleøjet og modtager mellem 212.000 kr. og 1,4 mio. kr.

”De syv projekter er af virkelig høj kvalitet, og taler på hver sin måde ind i udfordringerne med at skabe fællesskaber blandt unge i uddannelsessystemet. I år har vi haft mange ansøgninger fra ungdomsuddannelserne, og vi sætter stor pris på den store forskellighed, der er i projekterne. Fælles for dem alle er deres fokus på, hvordan inkluderende fællesskaber virkelig kan være med til at gøre en forskel og løfte mennesker,” siger Mette Meulengracht Jensen, formand for LB Fonden og LB Foreningens Fond.

Projekt og modtager

 

Beløb

Kvalitet og trivsel i STU gennem ungeledede fællesskaber i Unge For Ligeværd, UFL – Foreningsfællesskabet Ligeværd

Projektet kobler STU-elever til ungeledede fællesskaber i Unge for Ligeværd, UFL. Gennem co-design og deltagelse i klubaktiviteter træner eleverne sociale, personlige og demokratiske kompetencer i praksis. Samarbejdet om et fælles tredje styrker evner til samarbejde, konfliktløsning og ansvar. Projektet bidrager til at mindske ensomhed, øge trivsel og styrke kvaliteten i STU, så de unges ressourcer bedre omsættes til voksenliv, uddannelse, job og civilsamfundsdeltagelse. Projektet udvikler en samarbejdsmodel og metodeguide mhp. udbredelse efter endt projektperiode.

 

1.189.200 kr.

Fælles-skaberne på FGU - styrker elever og underviseres fællesskabskompetencer – Børns Vilkår

Projektet er et 1,5-årigt projekt, der skal udvikle og afprøve et e-læringsforløb om fællesskaber på FGU-skolerne. Projektet skal styrke fællesskab, tilhør og trivsel for eleverne ved at løfte både elever og underviseres kompetencer og grundforståelse for fællesskabernes betydning og dynamikker. E-læringsforløbet udvikles i samarbejde med flere FGU-institutioner og testes og videreudvikles sammen med målgrupperne, inden det til slut udbredes gennem en formidlingsindsats og stilles gratis til rådighed for alle FGU-skoler og øvrige interesserede.

 

670.725 kr.

Trygge klassefællesskaber og konstruktiv konflikthåndtering – en forebyggende trivselsindsats – Ungdomsbyen af 2007

Projektet skal udvikle, afprøve og udbrede forebyggende metoder indenfor konflikthåndtering. Målet er at styrke klassefællesskaber, trivsel og læring. Konceptet vil bestå af en workshop og et kort og konkret undervisningsmateriale inkl. film målrettet mellemtrins-elever og lærere. Workshoppen vil indeholde engagerende øvelser med fokus på samarbejde, kommunikation og anerkendelse. Undervisningsmaterialet vil formidle øvelserne på en lettilgængelig måde, så de let kan anvendes på andre skoler.

 

397.200 kr.

Bliv en god allieret- Vi forebygger diskrimination i klassen og styrker det inkluderende fællesskab – Mellemfolkeligt Samvirke

Projektet Bliv En God Allieret skal udvikle og afvikle workshops målrettet både elever og lærere på ungdomsuddannelser - med fokus på at skabe inkluderende klassefællesskaber uden mobning og diskrimination. Forløbet vil klæde deltagerne på til at sige fra overfor mobning og diskrimination, samt til at støtte dem, der oplever det – med andre ord give værktøjer til, hvordan man bliver en bedre allieret. Endelig vil der som del af projektet blive udviklet et øvelseskatalog med øvelser, som lærere selv kan udføre med deres elever.

 

235.600 kr.

 

Fra HF til ny EPX med trivsel for elever med ordblindhed – Københavns Professionshøjskole

Unge med ordblindhed er i højere risiko for frafald i deres ungdomsuddannelse end andre unge. Negative læringserfaringer fra grundskolen kan gøre det ekstra svært at trives i ungdomsuddannelsernes faglige fællesskaber. Den nye EPX får en høj andel af unge med ordblindhed, så der bliver behov for at udvikle ordbindevenlige læringsmiljøer. I dette projekt indsamler, analyserer og formidler vi gode erfaringer fra fire eksisterende HF for ordblinde-tilbud, hvor det er lykkedes at skabe faglig trivsel og gode resultater. Dette tilbud har mange års erfaringer med at fremme inkluderende fællesskaber for unge med ordblindhed, og disse erfaringer skal nødvendigvis indgå i vidensgrundlaget for den kommende får EPX-uddannelse. Det vil dette projekt tilgodese.

 

1.459.606 kr.

ASK WHY? Docs: Erhvervs- og Ungdomsuddannelser - The Why Foundation

ASK WHY? Docs har ti års erfaring i at styrke folkeskoleelevers demokratiske selvtillid og aktive engagement gennem øget viden om samfundsmæssige udfordringer relateret til menneskerettigheder. Det støttede projekt ønsker at styrker elevers samtaler om globale og personlige emner gennem fællesskabende aktiviteter foregående uden for klasseværelsets fire vægge.

 

550.000 kr.

Lydskolen 2025, landsdækkende musikproduktionsforløb for piger og unge kvinder – Spil Dansk

Lydskolen er et landsdækkende initiativ, der giver piger og unge kvinder mulighed for at udforske og udvikle deres kreative stemme gennem musikproduktion. Gennem workshops, mentorforløb og fællesskab på tværs af landet lærer deltagerne både om teknikken bag musikken og om de kreative processer i at skabe deres eget lydunivers. Projektet styrker deres tekniske færdigheder, kunstneriske selvtillid og netværk i en branche, hvor kvinder fortsat er underrepræsenterede.

212.500 kr.