Menu

AI skal forbedre GirlTalks rådgivning

16.06.2026

Med en ny bevilling på 1,8 mio. kr. fra LB Foreningen kan GirlTalk nu både øge antallet af rådgiv-ningssessioner og forbedre kvaliteten af deres rådgivning. Med projektet vil GirlTalk undersøge, hvordan AI kan understøtte deres rådgivning, styrke kvaliteten i deres indsatser og gøre dem endnu bedre rustet til at hjælpe de mange piger, der rækker ud efter støtte.

Hvert år møder GirlTalk tusindvis af piger gennem deres forskellige rådgivningstilbud. Flest kommer ind via den anonyme chatrådgivning, og her vil man nu med introduktionen af en AI-platform understøtte de frivillige rådgivere endnu bedre ved at skabe bedre overblik, genkende tendenser på tværs af de mange samtaler og dermed kunne forbedre den løbende uddannelse af de frivillige.

I GirlTalk er man bevidst om det dilemmafyldte i brugen af AI i relation til sårbare unge kvinder og piger: ”Flere unge søger i dag råd hos AI-chatbots om svære følelser, relationer og livsudfordringer. Det kalder på opmærksomhed. For AI kan ikke erstatte den menneskelige støtte, erfaring og faglighed, som møder pigerne i GirlTalks rådgivning. Men AI kan være et stærkt hjælpeværktøj. AI kan blandt andet hjælpe med at skabe overblik over komplekse samtaler, identificere mønstre og styrke vores viden om de udfordringer, pigerne fortæller os om,” forklarer Anders Gravesen, programleder i GirlTalk.

Projektet, som har titlen: "Bedre hjælp til unge piger i mistrivsel", er blevet muligt gennem en bevilling på 1,8 mio. kr. fra LB Foreningen. Det bygger ovenpå en tidligere bevilling fra LB Foreningen på knap 3 mio. kr. som GirlTalk modtog i 2025, der skulle øge antallet rådgivningssessioner i GirlTalks rådgivning. I LB Foreningen ser man frem til at se hvordan introduktionen af AI kan skabe nye muligheder for rådgivning og understøttelse af frivillige til gavn for målgruppen.

”Der er meget debat om udfordringerne med AI, og der er ingen tvivl om, at det er et dilemmafyldt område, hvor der er mange faldgruber. Der er dog også mange muligheder for at bruge AI til det gode. Vi ser meget potentiale i at udnytte kraften fra AI til at skabe bedre muligheder for frivillige og ultimativt kunne hjælpe flere unge kvinder,” siger Lars Busk Hansen, formand i LB Foreningen.

AI-platformen forventes at være fuldt indfaset ved udgangen af 2027.