Fat om finanserne
LB Forsikring støtter projektet 'Fat om finanserne'.
Formålet er at give børn og unge i 8.-10. klasse bedre forudsætninger for at tage stilling til økonomiske problemstillinger. Det sker gennem spillet 'Fat om finanserne', der kombinerer leg og læring, samtidig med at det understøtter fagene matematik og samfundsfag og matcher intentionerne i Folkeskoleloven om at sikre, at eleverne møder flere forskellige måder at lære på.
"Op mod 20 procent af de 21-24 årige har ikke tegnet indboforsikringer og står derfor potentielt i store vanskeligheder i tilfælde af tyveri, eller hvis de fx kommer til at skade andre personer eller andres ejendom. Det er blandt andet derfor, vi støtter Fat om finanserne, der giver unge mennesker en rigtig god fornemmelse for, hvilke økonomiske prioriteter der kan vise sig at blive afgørende for ens livsforløb og livskvalitet," siger administrerende direktør i LB Forsikring, Anne Mette Toftegaard.
LB Forsikring har støttet videreudviklingen af 'Fat om finanserne' økonomisk og stiller med medarbejdere, der fungerer som instruktører under afviklingen af kurserne. Samarbejdet er blevet muligt gennem en donation fra LB Foreningen, som ejer hovedparten af LB Forsikring.
Læs mere om Fat om finanserne på Ungdomsbyen.dk, hvor det også er muligt at booke tid til undervisning.
