Lær For Livet
I Danmark er der lige adgang til uddannelse, men chancen for at gennemføre en uddannelse er langt fra ens for alle. Anbragte børn og unge halter efter deres kammerater i skolen.
Derfor har LB Foreningen indgået et samarbejde med Lær for Livet. Et samarbejde, der skal styrke arbejdet med anbragte børns læring. Frem til 2023 støtter LB Foreningen støtte for Livets mentorordning med 4 millioner kroner, hvor vi blandt andet vil hjælpe med at rekruttere mentorer til anbragte børn.
Lær for Livet er en helhedsorienteret indsats, der skal styrke læring og livsduelighed hos børn i udsatte sociale positioner og hæve deres uddannelsesniveau, så de øger chancen for at bryde den sociale arv. Programmet blev etableret i 2013 og optager hvert år godt 100 nye børn i læringsprogrammet, der strækker sig over 6 år.
I dag forlader kun 3 ud af 10 børn i udsatte positioner 9. klasse med et afgangsbevis i hånden mod 9 ud af 10 for øvrige børn. Og seks år efter grundskolen vil kun 20 procent af dem have taget en ungdomsuddannelse. Det tal er 76 procent for andre elever.
I Lær For Livet er tallet for børn med et afgangsbevis 8 ud af 10 og 78 % er i gang med en ungdomsuddannelse 2 år efter endt 9. klasse. Det samme tal for øvrige børn er 86 %.
Centralt i Lær for Livet er en mentorordning, hvor hvert barn i læringsprogrammet får en frivillig mentor. Mentoren hjælper barnet med lektier og giver faglig og social støtte i al den tid, barnet er med i programmet. Der er i dag over 400 frivillige mentorer. Men hvert år mangler der 100 nye mentorer efterhånden som flere børn optages i programmet.
Det er denne mentorordning, som LB Foreningen og Lær for Livet samarbejder om; Der er nemlig et betydeligt sammenfald mellem LB Foreningens medlemmer og de mentorer, man har bedst erfaring med.
Som mentor i Lær for Livet kan du gøre en forskel for et anbragt barn i dit nærområde. Ved at støtte barnet fagligt, kan du bidrage til at øge barnets lyst til læring og selvværd. Klik ind på Lær for Livets hjemmeside og meld dig som mentor.
