Projekt Edison

Hvad smager fremtidens mad af, hvor bor vi, og hvordan kommunikerer vi med hinanden? Fonden for Entreprenørskab og LB Forsikring er gået sammen om dette års Projekt Edison, hvor temaet er ”Din hverdag i fremtiden”, hvor tusindvis af 6.-7. klasses elever landet over får muligheden for at tænke kreativt, når de skal arbejde med at få innovative idéer til fremtidens hverdag.

Hvert år deltager ca. 12.000 elever i Projekt Edison, der er en landsdækkende opfinderkonkurrence og undervisningsforløb, som giver eleverne mulighed for at prøve kræfter af med innovative læringsprocesser i teori og praksis. Det hele løber fra start august til 19. november 2020, hvor der er landsfinale. Og i år er LB Forsikring en del af projektet: 

Med Projekt Edison får vi mulighed for at blive klogere på, hvordan nutidens børn ser den verden, de skal være voksne i og hvilke løsninger det kræver blandt andet af os. Det er samtidig en helt unik mulighed for at være med til at skabe grobund for helt nye ideer og løsninger fra eleverne,” siger Anne Mette Toftegaard, administrerende direktør i LB Forsikring. 

Læs mere om Projekt Edison her.

Samarbejdet er blevet muligt gennem en donation fra LB Foreningen, som ejer hovedparten af LB Forsikring.