50.000 kroner til Julemærkehjemmenes tæppetanter

LB Foreningen støtter Projekt Puttetæpper og holdet af frivillige patchworkere, der syer de quilttæpper, der bl.a. bruges som afskedsgaver til børnene på de danske Julemærkehjem.

Støtten kommer mere præcist i form af 50.000 kroner til stof og vat til de ufærdige tæpper, som projektet modtager, så de frivillige ikke selv behøver at afholde udgifterne for deres arbejde.

- Vi er meget taknemmelige for hjælpen. Projekt Puttetæpper har aldrig tidligere modtaget et så stort beløb, men med midlerne fra LB Foreningen har vi nu penge til meget mere end et års arbejde med de ufærdige tæpper, vi modtager, fortæller Hanne Schrøder, der er medlem af projektets styregruppe.

Puttetæpper skaber tryghed
Ifølge Hanne Schrøder symboliserer puttetæpperne venskab og minder om et godt ophold på julemærkehjemmet. På den måde er tæpperne tænkt som en hjælp til at holde fast i de gode vaner, børnene har lært i løbet af deres ophold.

På nogle Julemærkehjem får børnene tæpperne ved ankomsten. Et andet hjem lader børnene vælge et selv. Mens et tredje giver børnene tæpperne med hjem som et led i en farvelceremoni den dag, de rejser hjem. Det sker sammen med en fortælling om, hvorfor lige netop det udvalgte puttetæppe passer til det enkelte barn. 

De frivillige tæppetanter på projekt Puttetæpper producerer i alt cirka 750 tæpper om året. 

Læs mere om puttetæpperne på http://www.puttetaepper.dk

Se, hvilke projekter LB Foreningen støtter her


Kurv: [ ]