LB Foreningen støtter boost af faglige netværk på Folkeskolen.dk

Oktober 2016 begyndte et nyt projekt, der skal styrke forskningsformidlingen og vidensdelingen på folkeskoleområdet.

Over en treårig periode har LB Foreningen nemlig bevilget godt 3,2 millioner kroner til en ekstraordinær indsats, der skal booste de faglige netværk på Folkeskolen.dk.

- Lærerstandens Brandforsikring er forsikringsselskabet med sloganet ”Vi passer på dig”. Det gør vi først og fremmest igennem den tryghed, vores medarbejdere yder i det daglige med rådgivning og skadesservice, men for eksempel også med LB Foreningens støtte til velgørende formål med særlig betydning for undervisningsverdenen, fortæller formand for LB Foreningen og viceskoleinspektør på Langsøskolen i Silkeborg Carsten Mørck-Pedersen.

Engagerede eksperter og fagfæller
Målet med det nye projekt er, at den enkelte lærer hurtigt skal kunne opdatere sig i fht. det bedste, nyeste og mest kvalificerede indhold inden for sit eget fag. I de faglige netværk vil lærerne derfor fremover kunne finde aktuelle og skarpe holdninger fra faglige fyrtårne, relevante anmeldelser og brugbare og konkrete undervisningsråd fra engagerede eksperter og fagfæller.
- Vi er et medlemsejet forsikringsselskab med værdierne åbenhed og fællesskab. Så gensidighed og solidaritet ligger i vores dna. Det er det, vi gerne vil understøtte med støtten til lærernes faglige netværk på Folkeskolen.dk, siger formand Carsten Mørck-Pedersen.

Prisvindende faglig formidling

Allerede i 2012 begyndte Folkeskolen.dk at oprette sites målrettet lærere, som brænder for deres fag. I 2014 var der oprettet netværk til alle fag, der hver især har en journalist tilknyttet, anmeldere og en række bloggere, som løbende leverer indhold til sitet.

I 2014 fik Folkeskolen.dk Bordings digitale mediepris for netværkene, »hvor der på forbilledlig vis gås helt i dybden med det enkelte fag og område, og hvor lærerne deler viden om undervisningsforløb«, som der står i begrundelsen for prisen. Aktuelle læserundersøgelser viser dog, at kun 25 procent af lærerne ved, at netværkene eksisterer. Det skal det nye projekt være med til at ændre på.
- Vi er meget glade for, at LB Foreningen vil være med til at sparke gang i netværkene. Det at få bredt kendskabet ud til netværkene er et kæmpestort arbejde, slutter Folkeskolens chefredaktør Hanne Birgitte Jørgensen.

Læs mere om LB Foreningens velgørende arbejde

Besøg de faglige netværk på Folkeskolen.dk

Kurv: [ ]