Tidlig julegave giver Egense Sejlklub nye digitale muligheder

Julen faldt lidt tidligt i Egense Sejlklub i år.  Med 10.000 kr. fra LB Foreningen, overrakt af den lokale delegerede fra LB Foreningen i Nordjylland, Kristian Obenholt, får man nu nye digitale muligheder for at skabe en endnu bedre formidling af havnens mange tilbud og aktiviteter.

Donationen på 10.000 kr. skal konkret gå til en bedre formidling af havnens aktiviteter med QR-koder. Med brug af QR-koder kan besøgende og brugere af havnen nu får velkomstinformation og viden om alt fra sankning af østers over naturskattejagter til brug af redningsveste.

”Vi vil meget gerne skabe en endnu mere tilgængelig havn og give alle vores besøgende både fra land- og havsiden et indblik i de mange muligheder, der er i området omkring havnen. Samtidig kan vi også give en lang række informationer om de praktiske ting på havnen og gode råd til både førstehjælp og brandslukning – også for børn,” siger Bettina Jane Nielsen fra Egense Sejlklub.

LB Foreningen, som er ejer af Danmarks største medlemsejede forsikringsselskab, LB Forsikring, har et fokus på at understøtte fællesskaber og samtidig arbejde for at forhindre ulykker og andre skader.

”Egense Sejlklub er et rigtig godt eksempel på noget af det vi gerne vil fremme i LB Foreningen. Det er lokalt initiativ med fokus på både fællesskabet og sikkerheden for både store og små. Derfor giver det her projekt rigtig god mening for os,” forklarer Kristian Obenholt, der er lokalt valgt delegeret i Nordjylland for LB Foreningen.

De 10.000 kr. skal bruges til at producere vejrbestandige skilte med QR-koder, som skal åbne for information produceret af de mange frivillige timer. Der vil også blive lavet oversættelser til engelsk og tysk for at tilgodese de mange udenlandske gæster på havnen.

Det forventes, at man kan have alle skilte og information klar til foråret 2023, hvor havnen for alvor åbner op igen.

Om Egense Sejlklub

Egense Sejlklub hører til i Egense Havn. Naturskøn havn beliggende på sydsiden af Limfjordens østlige udmunding. Sejlklubben fejrer i 2022 sit 50-års jubilæum.

For yderligere oplysninger:

LB Foreningen, kommunikationschef, Mikkel Klausen, 24282110

Egense Sejlklub, fundraiser, Bettina Jane Nielsen, 28578045