3 uddannelsessteder får samlet 250.000 kroner til kunst
Når børn og unge fra Københavns åbne Gymnasium, daginstitutionen Solsikken og Aurehøj Gymnasium vender tilbage til deres uddannelsessteder efter sommerferien, venter der dem et spændende projekt. De er nemlig dette års modtagere af LB Foreningens kunstsponsorater.
For 7. år i træk uddeler LB Foreningen, der ejer LB Forsikring, sponsorater til at skabe kunst på uddannelsessteder, og netop Københavns åbne Gymnasium, daginstitutionen Solsikken og Aurehøj Gymnasium har tilsammen fået 250.000 kroner til at skabe tre unikke projekter. Alle tre projekter er planlagt til at blive skabt i efteråret og vinteren 2021.
På Københavns åbne Gymnasium skal elever i 1.G, i samarbejde med kunstner Sophie Dupont, skabe et co-creation værk. Værket bliver skabt gennem et undervisningsforløb om performancekunst, hvor eleverne skal producere et permanent samtidskunstværk til skolens lounge. Værket er meget aktuelt i denne Covid-19 tid, hvor det med udgangspunkt i åndedrættet, skal vise elevernes æstetiske refleksionsrum og sameksistens, men også være udtryk for lokal og global solidaritet. Det har de fået 50.000 kr. til.
I daginstitutionen Solsikken i Taastrup skal børnene, i samarbejde med kunstner Berit Nørgaard, skabe et vægtæppe, der skal fortælle om børnenes familiekulturer med hver deres individuelle kunstneriske udtryk, som skal flettes ind i en samlet fælles fortælling. Værket skal både kunne fungere som vægtæppe, og som et tæppe børnene kan sidde på og snakke ud fra. LB Foreningen har sponsoreret projektet med 100.000 kroner.
På Aurehøj Gymnasium i Gentofte skal eleverne i 1.G, i samarbejde med kunstner Marie Rømer Westh, skabe et udendørs klasselokale. Aurehøj Gymnaisum arbejder med Unescos Verdensmål, med særligt fokus på klima og miljø, og gennem projektet skal eleverne og kunstner udfordre det traditionelle undervisningslokale. Her skal eleverne bidrage med at skabe et solsejl og taburetter. Elevernes individuelle bidrag skal skabe en fælles helhed, hvorfor projektet kommer til at understøtte trivslen på Aurehøj. Projektet skal desuden understøtte skolens grønne profil og naturfagene, men også binde bro til skolens fokus på at få kunst ind i hverdagen hos skolens elever. LB Foreningen har støttet projektet med 100.000 kroner.
Projekterne bliver således støttet af LB Foreningen, der hvert år donerer op til 3 x 100.000 kroner til kunstprojekter, der inddrager børn, elever eller studerende i et varigt kunstværk. Uddelingerne er en del af LB Foreningens arbejde for at understøtte kunst og undervisning:
”Årets tre vinderprojekter er innovative og unikke og involverer børn fra børnehave til gymnasie i kunstneriske processer på en spændende måde. Derudover rækker projekterne ud over institutionernes egne rammer og sætter fokus på aktuelle temaer som familiekulturer, det store fællesskab, covid og klima. Det vil vi rigtig gerne støtte op om”, siger Martin Bødker Krogh, næstformand i LB Foreningen.
I år var det uddannelsessteder i postnumrene 1000-3690 der kunne søge støtte, og næste år vil det være muligt for uddannelsessteder i postnumrene 3700-4799 at søge støtte til kunstprojekter.